Når savlende sentimentalister knapper livet op

Jeg dedikerer min beskuelse, ikke til prinser og prinsesser, konger og dronninger, adelige og andet lort fra de lag - I har nok i jer selv, jeres kød og pølser, hårfarve og frakker.

Jeg har en gave, som jeg aldrig har fået. Den har altid været der, den er spændende specielt om fredagen. Den giver mig meget, og jeg giver ikke noget tilbage, udover smil. Mange smil, måske fordi jeg er naiv. De er en gave til mig, når de går der i regnen og regner: Indkøbssedlen siger 121 kroner plus slik til fredag og ikke at forglemme de obligatoriske cigaretter. Røde Cecil falder ikke i folkets smag, men uden penge på lommen, kan de ikke købe det de elsker, og selv hvis de havde penge ville de ikke bruge dem på billige smøger. Penge er kærlighedens fjende nummer et, men min kærlighed til gaven i regnen er der, den er et hit, det største blandt hits. Jeg vender og drejer billedet af gaden, men min kærlighed til kærligheden mellem to mennesker virker stadig som kærligheden til et egoistisk menneske. Når to mennesker der kysser bliver til ét må det være kærlighed. Og hvor er det i øvrigt underholdende hvordan der står kærlighed på huskesedlen. De husker sig selv på, at de skal glemme heteroseksuelle mænds sataniske udfoldelser i industri og magt, og hvilken følelse det dog må være at knappe livet op og glemme dets ironi (det er så mig der sidder herinde og betragter). Se dem dog: Bag facader og indkøbssedler er de jo savlende sentimentalister, der hvert eneste øjeblik truer med at sætte sig på den kolde Vesterbrogade og skrige! Med massere af udråbstegn (og garanteret også spørgsmålstegn).