Hårdt slag

Jeg har forresten udstillet på KUL med Ditte Nitzsch, hvor jeg blandt andet havde det her billede hængende. Det hedder Hårdt Slag, og måler 1 x 1,5 meter.

Et kup (der virkelig vil noget!)

I går aftes var en papkassescene rammen om digtoplæsning på KUL i Nordkraft. Du ved, en stor kasse (i en kasse) fyldtes af en strøm af tekster, digte og andre lyriske eksperimenter. Et efter et blev de trukket og læst op som en del af det papkasse- freakshow de nu deltog i. Det var sjovt og underligt, men heri består det store kup næppe.

Efter et tip af Nørkjær om storslået udsalg i bogpusheren ved Salling i Aalbronx, gik jeg på togt og kom hjem med bøger som ROD af Rifbjerg, SEKS af Mette Thomsen og VARM LUFT af Anders Bodelsen. Regningen lød på 149,50, rabatten sagde 1224,77.

Fleksjobordning og disrespekt

Søndag den fjerde marts havde jeg et læserbrev i Nordjyske Stiftstidende vedr. reformen af fleksjob og førtidspension. Et af problemerne ved reformen af fleksjob er, som jeg ser det, at det vil skabe øget bureaukrati og et usikkert arbejdsliv for mennesker med permanent nedsat arbejdsevne. Tryk på linket for at læse det: Link (hæ..)

Heil

HEIL DOT COM-POESIEN

OG VÆR YDMYG I MØDET MELLEM OS
VI ER STØBECELLER I EN KUGLESKE
LUKKER EN- OG ÅBNER TO-SOMHEDEN

Jeg tænker, at hvis poesien skal være samfundskritisk og have vilje til forandring, hvilket den skal, så må den tildeles de der kan håndtere den og bruge den. Queers. Verdens problemer handler i høj grad om penge og fordeling, uden tvivl, men forudsætningen for verdensrevolutioner, under og over hud og tøj, må være, at en hver kvinde, mand og transperson  er bevidst om deres værd, og ikke lader sig hindre af kønsstereotype og sexistiske holdninger. Når poesien tilskrives denne gruppe, som er langt større end hvad mediankulturen og borgerlige medier giver udtryk for, bør internettet være blandt de vigtigste kanaler, hvor poesi, information og holdninger skal deles i et ydmyghed og stolthed.

Tid til selvransagelse

Bloggen her trænger til en tur på vaskeri. Bare for at få taget det værste, I ved. En vaskemaskine af taksonomi og med værdier som erkendelse. Det sker på baggrund af to ting, den ene er, at der simpelthen ikke er kommet noget friskt fra sprøjten (formuleringer, Søren M...) det sidste lange stykke tid, og det andet er, at jeg igår snakkede med Anne*, hvor vi hurtigt bliver enige om, at blogs med ulykkelige kærlighedserklæringer og trivielle hverdagsliv uden indhold og plads til refleksion ikke er værd at klappe af. Tanken bed sig fast og jeg tænkte over, hvorvidt den her blog er på vej mod den enorme klichesprøjte af en blogsuppe. Den startede som en reaktion på et mainstreamsamfund, hvor specielt den heteroseksuelle dagsorden gav mig sår i maven. Det blev hurtigt ret svært at holde sig dertil, selvom emnet fortjener at blive læst, skrevet og hørt om en mas, men bloggens tema eskalerede til et åbent galleri for billeder og digte - stadig med afsæt i det skæve og modstanden mod mainstreambølgen. Og her står vi. Har den her blog forandret sig til noget kedeligt og trivielt, eller har den stadig, hvad jeg så, et twist af kapow? Jeg ved det ikke, men det fortjener en tanke eller to.

Når jeg drikker mælk ved jeg godt,

at min mave bliver hvid, 

og jeg drikker det slet ikke mere,

for jeg ved godt,

at kartonens uskyldige indhold,

er skyld i flere mord,

end mange andre varer

Kom lad os blæse til kamp,

mod forbrugernes Netto-billige discount-hvide fjende,
og jeg siger det kun,
fordi jeg ved så godt,
at hvid mælk er lige så sort,
som præsolopgangens pessimisme

*Dermed lige en hyldest til spontane øl og knækbrød på iskolde Aalborg-dage.

Jeg byder på musik og dans!

Tænk dig at have 100x150 centimeter opspændt (og stemt!) lærrede bag din ryg, maling i lange baner og nedenstående kørende på maksimum ind ad begge dine ører, hvor de ramler sammen i et KLASH! Kan du mærke det? Det er nemlig ret fedt, du ved, på den lidt gakkede måde.



Jamen for fanden hvor fanden tager fat, jeg må byde mig på en dans, man kan sgu da ikke lade være!

Melankoli i særklasse

Det er det efterskoleliv, der efterhånden ligger langt væk, og det er den gode stemning, som stadig garanterer melankoli i særklasse. Det er lige præcis så meget man glæder sig til(...) at glæde sig, øv, det er trist, ja det er trist, at glæden, ventetiden og selv kritikken er blevet et mål i sig selv. Det har det garanteret altid været, men hvis det så absolut skal være målet, så glæd, vent og kritiser for fanden da med stil!

Så det står dig til langt over glorien!



(Har jeg linket til den sang før? I så fald undskyld, men tag det som et link til den gode stemning)