Tid til selvransagelse

Bloggen her trænger til en tur på vaskeri. Bare for at få taget det værste, I ved. En vaskemaskine af taksonomi og med værdier som erkendelse. Det sker på baggrund af to ting, den ene er, at der simpelthen ikke er kommet noget friskt fra sprøjten (formuleringer, Søren M...) det sidste lange stykke tid, og det andet er, at jeg igår snakkede med Anne*, hvor vi hurtigt bliver enige om, at blogs med ulykkelige kærlighedserklæringer og trivielle hverdagsliv uden indhold og plads til refleksion ikke er værd at klappe af. Tanken bed sig fast og jeg tænkte over, hvorvidt den her blog er på vej mod den enorme klichesprøjte af en blogsuppe. Den startede som en reaktion på et mainstreamsamfund, hvor specielt den heteroseksuelle dagsorden gav mig sår i maven. Det blev hurtigt ret svært at holde sig dertil, selvom emnet fortjener at blive læst, skrevet og hørt om en mas, men bloggens tema eskalerede til et åbent galleri for billeder og digte - stadig med afsæt i det skæve og modstanden mod mainstreambølgen. Og her står vi. Har den her blog forandret sig til noget kedeligt og trivielt, eller har den stadig, hvad jeg så, et twist af kapow? Jeg ved det ikke, men det fortjener en tanke eller to.

Når jeg drikker mælk ved jeg godt,

at min mave bliver hvid, 

og jeg drikker det slet ikke mere,

for jeg ved godt,

at kartonens uskyldige indhold,

er skyld i flere mord,

end mange andre varer

Kom lad os blæse til kamp,

mod forbrugernes Netto-billige discount-hvide fjende,
og jeg siger det kun,
fordi jeg ved så godt,
at hvid mælk er lige så sort,
som præsolopgangens pessimisme

*Dermed lige en hyldest til spontane øl og knækbrød på iskolde Aalborg-dage.