Rend mig i mit dertil indrettede agterkastel

At snakke om vejret er nok den bedste opskrift på en ordentlig kliche af et blogindlæg, men jeg er ligeglad, så nu skal vi snakke om vintervejret. Jeg hader det. Isglatte veje og forfrosne tæer. Bevares, frosne tæer kan nemt varmes igen, men er der noget der definitivt kan annihilere en ganske fin dag, så er det spejlagerende veje. Jeg kom da ned til bussen, ikke svært, intet problem, aldrig gået bedre, jeg elsker ironi, skøn tur, men da jeg endelig kommer til bussen og den, efter en bette halv time, kommer og samler mig op, og glæden i min krop er total, da må buschaufføren meddele, at han ikke kan køre op til gymnasiet pga. is på vejen. (Nej, læg ikke mærke til mig, jeg skal bare lige have to sekunder med mig selv). Jeg står af bussen for enden af bakken på modsatte side af gymnasiet, og her møder jeg en mand med rollator. Manden skal samme vej som jeg, og før de første ord knapt var konverseret ligger jeg på jorden (lykkelig over at manden er akkompagneret af sin rollator). Jeg vælter igen, han vælter, vi begge griner og efter intens kamp mod isbakken når vi toppen. Jeg bliver samlet op resten af vejen til gymnasiet. Gud ved hvad der skete med rollatormanden. (Den gode side af historien skal dog med: Mens jeg venter på bussen kommer en flok dagplejebørn, hvor dagplejemoren synger julesange højt mod den hverdagsprægede jernbanegade. Fantastisk!)

Jeg har prøvet at tegne mit ansigt, da jeg nåede gymnasiet. Hvor følte jeg mig forfærdelig handicappet.