Ti tusind i ottende potens. Så mange tons vejer de lige så mange sten, der har slået rødder på mine skuldre. Jeg er kommet der til, hvor jeg kun kan se på alle afleveringerne og grine fordi det er så forbandet uoverskueligt. Jeg vil hellere gå ud i blæst og efterår og nyde at bladene er forskellige, flyvende, faldende, fængende og fucking forsirende, så det gør jeg, og jeg hader mig selv for det.
Nyd efteråret, min ven. Hav ikke dårlig samvittighed... Vi må alle gøre, hvad må gøres, for at komme gennem gymnasiet som hele mennekser.
SvarSlet