Og nu hvor jeg alligevel bruger en lørdag aften i et respektfuldt anarki, sex i luften og blodrød vin i mine kinder, må jeg vel orientere om verden omkring mig, mit ego og en rygende relevans. Med præstationsangst i en kalve krøs af nerver og The Mills Brothers i min hjerne og hjerte (i øvrigt en fortrinlig blanding) springer jeg ud af skabet og indrømmer: Jeg har det godt! Med forlov, jeg tager et nip. Jeg har det i sandhed så godt, åh så godt. Om jeg overvejer vejen mod sporvognen? Næppe, trods en larmende ensomhed (som dén kvinde, lige der, snart kommer og rydder op i).
- Hej kvinde. Du ser mig så ganske maskulin ud, hvad er anledningen? Snap!
Og en sexet kærlighedsberetning fik et uventet twist. Der går min kærlighed, som ikke længere er ved min side, men som på et splitsekund afløses af en latinokrop i et miljø, som han ikke hører hjemme i (det er gamacher). Jeg undlader nu at spørge ind til mandens øjensynlig vildfarende seksualitet, men sender et meget erotisk blik, der (hvordan kunne jeg vide det?) undrer ham:
- Jeg er i tvivl; er du en mand eller en dame (og han sender mig det der you're-still-allright-blik)
Ha! Nu må jeg le, hvilket jeg gør - en mas. Snap! Og endnu en kærlighedsberetning graver sin grav.
Om jeg lægger min jagt på hylden? Måske burde jeg, bare dén aften, men da et gondol-lignende bådsmandshus sejler Gary Moore ind af den kanal, som jeg nu ser, ved jeg, at kærlighed er abstrakt, og konstaterer, at den aften fandt jeg kærligheden.
- www.queerjihad.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar