En erotisk anekdote om hvordan magien opstår, når en mandag morgen akkompagneres af en vildt sexet himmel

Jeg spørger gerne mig selv om hvorfor jeg forlod min seng i morges, når samtlige vejrstationer varslede gode grunde til at blive hjemme, men udenfor kaldte mandag morgen med et sexet glimt i øjet. Solen slog en tone an, der straks blev til et storslået orkester - jeg var tændt! Dansegulvet lå foroven, forklædt som blå novemberhimmel (den slags der sparker røv en mas). Min punkterede cykel, der stadig ikke har lappet sig selv, bød mig op til dans. En vals. Ikke lige hvad jeg forventede, nu hvor solen så fint spillede op til en blanding af jitterbug og samba, så jeg forklarede med måde, hvorfor vi straks måtte ændre kurs, for jeg havde lyst til meget mere end den cykel havde i tankerne! En kampdans uden lige udfoldede sig på en stikvej i denne ellers så sørgelige ligusterplantage. Bilerne dyttede med i takt, som var vi nygifte. Jeg glemte alt om fremtider, forelskelser og kommaer. Verden duftede langt væk af roser og marihuana da denne pornoscene nåede sit højeste med et ryk der kastede min partner på plads i cykelskuret, og på præcis samme sekund lød det sidste korte, men kraftfulde, trut fra en meget velformuleret trompet. Jeg takkede for dansen og kyssede himlen farvel.

Tag forresten lige og giv den her sprøde sag fra Mikael Simpson et lyt, for dét er bestemt et lyt værd!

Kys jer selv og ha' en god november

2 kommentarer: