Efterår, piksnak og homohad - værsgo!

Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide, og lydt vi hører lærken slå, men det vil jeg da skide på. Tiderne skifter, og nu har oktober endnu en gang gjort sit indtog i mit bange sind. Af rendyrket frygt for samtiden støtter jeg mig til kærligheden. Til venner og bekendte. Drenge og piger. Roser og cigaretter. Alt det jeg elsker så højt, ligger under mine fødder, løfter mig ind i efteråret og kaster, ganske maskulint, den mørke depression bort. Jeg støtter mig til kærligheden. Jeg vil bare gerne elske dig, som jeg elskede september. Jeg er pisse træt af piksnak og pornoromantik. Vil bare gerne videre! Ud i verden! Opleve den. Jeg får klaustrofobi af at sidde her, velvidende at tiden flyver forbi mig, og jeg ikke er en del af den. Giv mig vinger. Jeg vil flyve ud. Se. Føle. Lege. Elske. Uden at frygte. Elske uden at frygte. Til tider ren utopi. Et land langt borte. Jeg prøver alligevel konstant at overbevise mig selv om, at det er ok. Er det ikke også ok? Jo, det er det.

3 kommentarer: