Jeg elsker nok bare nu engang livet i dets helt igennem skøre, langt ude, euforiske og vilde måde at opføre sig på. Trods det lige nu mest minder om en mental hjørnesofa efter hjemkomsten fra efterskole. Tænk nu bare at jeg skal gå på et gymnasie. Stedet hvor alle de kloge hoveder bader i decimaltal og kommaer og livet vil forekomme som én lang kærestesorg. Ja, jeg har skam gjort mine tanker om det vilde gym-liv, og rent faktisk kommet frem til, at jeg nok skal overleve - måske endda med et smil på læben, HVIS ikke det var fordi jeg skal trives med det normalitetsprædikende ligusterfolk. Et folk der praktiserer den typiske forstadsmentalitet som var det opium. Små masseproducerede robotter løber rundt i byens gader og henter børn, handler ind, kører frem og tilbage i deres stationcars - der i øvrigt oser af den klassiske familie. To børn, en mor og en far. Faren blev klippet karse for et par uger siden, og moren ligner nabomoren (som ligner hendes nabo). De har selvfølgelig også læst dem. Reglerne, der fortæller dem om livet. Hvordan vi skal gøre med det. Du ved, det der med at stifte familie og hvordan vi skal barbere den daglige rutine. Hvordan vi skal se ud, sladre, købe ind, læse Ude Og Hjemme, fodre ungerne med kød, trimme græsplænen og gentage os selv dagen derpå.
"Jeg elsker nok bare nu engang livet i dets helt igennem skøre, langt ude, euforiske og vilde måde at opføre sig på"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar